Telefonbestyrerinde fru Else Olsen

1969 okt.; Centralbestyrerinde lægger "snoren"
Mogens Olsen ses på Jyderup Realskole 1952 IV Underklasse - I Mellemskoleklasse 19533


Telefonbestyrerinde fru Else Olsen
I forgrunden ses fru Else Olsen i samtale med en repræsentant for KTAS 		Afskedssamtale med fru Else Olsen 1969
Med Jyderup Centrals automatisering forlede lagde centralbestyrerinde Else Olsen også "snoren" efter 30 års tjeneste indenfor KTAS - heraf godt 18 år som centralbestyrerinde i Jyderup.
Fru Else Olsen, der er københavner af fødsel, begyndte ved Holbæk central i 1928 som elev. Det var dengang der var to måneders prøvetid, og derefter to års elevtid før man var uddannet "telefonistinde".
Fru Olsen var ansat i Holbæk indtil 1936, og hun havde her fået en god uddannelse, siger hun selv i en afskedssamtale med bladet. Men københavner af fødsel det løber man ikke fra og fru Olsen søgte ansættelse i København.
Her var der imidlertid ikke plads, og det blev så Lyngby central i stedet.
Et kapitel for sig
- Min tid ved Lyngby central blev et kapitel for sig. Det var en af landets ældste centraler, beliggende på Hovedgaden i Lyngby. Man var i fuld gang med opførelsen af en stor moderne central. Men jeg nåede at få et par måneder i den gamle central inden vi flyttede. Og det var en oplevelse. Ikke alene var det en af landets ældste centraler - det gik igen hvad angår teknik og inventar. Så var det helt anderledes forhold da vi flyttede over til den nye - Danmarks mest moderne. Jeg var i Lyngby til 1939, hvor jeg tog min afsked fra KTAS. Jeg var glad for mit arbejde og har altid været det. Men jeg havde to drenge der skulle passes og det var vigtigere med deres opvækst.

Til Kalundborg
- men som årene gik, mistede jeg ikke interessen for telefonvæsenet, og jeg søgte ansættelse igen. Men det var ikke så lige en sag. Fast ansættelse kunne der ikke blive tale om. Men i 1950 blev jeg ansat ved Kalundborg central som vikar, et hårdt job. Vikaren skal altid være til rådighed og træde til med kort varsel. Men jeg kunne lide det og jeg var glad for at være i Kalundborg.
Opholdet i Kalundborg blev af kortere varighed.
- Ja, kun et år. Jeg blev i 1951 tilbudt stillingen som centralbestyrerinde i Jyderup og jeg slog til med det samme, og ikke på et eneste tidspunkt har jeg fortrudt dette. Det har været dejlige år ved en rar central, og hvor vi altid har hafte et godt personale. br>Stor udvikling i Jyderup
- Jyderup central hører jo også til en af de ældste.
- Centralen er vel fra sidst i 1800-tallet, og den har altid ligget i samme bygning. Fra starten var centralen, der bestod af ét bord, opstillet i et brødudsalg. Det var forlængst afdøde kaptajn Dræby, der var bestyrer dengang, senere blev den overtaget af hans enke.
Med ét bord var der plads til 100 abonnenter, men hvor mange der var fra starten ved jeg ikke.
- Men i de senere år er udviklingen gået stærkt i Jyderup.
- Det er ikke kun i Jyderup. Det er ved alle centraler. Da jeg kom til Jyderup i 1951 var der 408 abonnenter, og en halv snes damer. Umiddelbart før automatiseringen forleden var der 900 abonnenter, og 23 damer ansat ved centralen. Telefonen er i dag næsten blevet hver mands eje og for mange helt uundværlig. Tiden er blevet forceret og tempoet uholdbarligt, og det var på tide, at Jyderup central blev automatiseret. Før i tiden tog man det lidt mere roligt, men de sidste par år har været frygtelige. Folk har fået mere og mere travlt, og det tænker ikke mange på, at det har centraldamerne også. 		Jyderup Telefoncentral
Damerne fra telefoncentralen4
Sov i centrallokalet
- Gennem så mange år må De vel også have været ude for pudsigheder, som De stadig erindrer?
- Noget har der selvfølgelig været. Da jeg kom til Jyderup central var der ikke de to telefonbokse ude i gangen. Vi havde en boks med gardinforhæng inde midt i centrallokalet. En aften kom der en "lidt glad" mand ind for at telefonere. Han gik ind bag gardinet hvor han lagde sig til at sove på gulvet. Det var slet ikke så let at få ham ud igen - men nu bag efter er det en af de ting vi griner af. Men når vi nu er ved forhænget, elskede byens koner at sidde bag forhænget og sludrer videre indbyrdes, og til tider så højrøstet, at det var umuligt for centraldamerne at betjene abonnenterne. Så måtte jeg jo ind og tysse på damerne. I øvrigt gjaldt det også i min første tid i Jyderup, at abonnenterne ikke benyttede numre, men navn når de bestilte en opringning. Centralen blev større og større, så det kunne ikke gå, og folk vente sig hurtigt til at bestille ved nummer. To telefonbokse i gangen blev også ret hurtigt indrettet.

Et levende arbejde
- hvordan føles det nu at have været på pension i fire dag?
- Jeg har ikke rigtigt vænnet mig til det endnu. Selvfølgelig er der noget vemodigt ved at mist sit gode arbejde, og underligt er det, at man ikke skal afsted hver morgen. Jeg er nu 58 år, og det er mange år jeg har haft dette embede. Samtid har jeg skullet opdrage to børn, så der har været nok at se til. Men jeg har altid godt kunnet lide at være telefonistinde, det har aldrig været dødt arbejde, som teknik godt kan være.
Tværtimod syntes jeg arbejdet har været levende og interessant. Det at lede en central er bundet, men et dejligt arbejde. Nu bliver din gamle central på Holbækvej solgt, og telefonvæsenet i Jyderup går ind i en ny æra, og det vil både blive til gavn og glæde for abonnenterne.
- Vil De kunne få tiden til at gå?
- Nemt, Jeg har nu helliget mig vores dejlige hjem og rigtig nyder haven. Der er jo dejligt herude på Ellebjerg. Men min man og jeg tager en efterårsferie på Tenerife i tre uger, og når vi så vender hjem er centralen sikkert allerede noget meget fjernt. men forinden jeg slutter denne samtale vil jeg gerne sig tak til alle de abonnenter for de mange år. Det er sjældent vi har haft utilfredse abonnenter i det stor hele har det kun være i det sidste halve års tid, hvor der har været pres på. Men alle har forståelse for problemerne og taget de små bryderier der kunne være på en god måde og det siger jeg tak for1

1985 aug.; Der var engang
Den gamle central - sådan er benævnelsen for den engang så nydelige røde bygning på hjørnet af Holbækvej og Jernbanevej, Jyderup.
Bygningen har længe været i sørgelig forfald, og at den nu skal restaureres og ombygges, har ikke mindst glædet de Jyderup borgere, der engang havde deres daglige virke på centralen. Det har også bevirket, at gamle billeder er fundet frem.




"Der var engang", da det summede af liv på Jyderup Central, og på vedstående gulnede foto ses bestyrerparret gennem en lang årrække, kaptajn Vilhelm Dræby og frue Ellen Dræby, der ledede centralen og dens voksende stab af telefonistinder.
Det er fhv. sundhedsplejerske Agnes Fischera, Lindevej, der har fundet billedet frem og som mindes de gode glade dage, da centralen var det sted, hvorfra der så at sige var nærkontakt med abonnenterne. "Det var tider", da der var op til 22 ansatte "telefondamer" til betjeningen, også med fast nattevagt.
Fast i 42 år
Fru Jonna Brockdorf Jensenb, Jydbækvej, var telefonistinde gennem i alt 32 år og oplevede udviklingen fra kun 4 damer og op til de 22.
Længst havde, nu afdøde Asta Jensen, Nyvej, været ansat, nemlig gennem 42 år.
Flere andre Jyderup damer var der næsten lige så længe, som fru Brockdorf, bl.a. fru Edith Jantzen, Rolighedsvej, fru Grethe Nielsen, Ellebjerg, m.fl. - og Jyderup borgere mindes damernes venlige stemmer når de meldte "klar" eller "optaget", "3 minutter, ønsker de fortsat at fortsætte", osv. Den eneste gene for abonnenterne var, at et nummer kunne være optaget så længe, at der om og om igen blev meldt "optaget". En udvej var naturligvis at bestille notering, men dengang som nu var det en ekstra udgift.
Sangen fra kaptajnen
Kaptajn Dræby fik ind i mellem tid til, at deltage i byens foreningsliv, ikke mindst når der skulle skrives revyviser o.l. og selvom han døde i 1942, nævnes hans navn stadig når det - ret jævnligt - hænder, at han mest populære vise, "Skarridsøens pris", bliver sunget.
Fru Ellen Dræby fortsatte efter sin mands død som centralbestyrer og var det, til hun i 1950 blev afløst af fru Else Olsen, gift med musikdirektør Helge Olsen. Fru Dræby flyttede til Ubberup, hvor hendes søn, Svend Dræby, var forstander på Sygeplejerhøjskolen.
I knapt 19 år var fru Else Olsen centralbestyrer, til centralen i 1969 blev automatiseret. Betjeningen blev overflyttet til "samle automaten" på Lyngvej, og 22 telefonistinder, almindeligvis kaldet telefondamerne, blev afskediget. kun en af dem fik stilling på en anden central. Jonna Brockdorf Jensen opbevarer også avisudklip, der beretter om den historiske begivenhed det var, ad centralen skulle nedlægges. Der blev fra alle sider beklaget meget, at den personlige kontakt skulle ophøre og at der skulle tages afsked med de mange flinke og tjenstvillige damer, der havde ydet en service, som aldrig mere, via telefonen, skulle opleves og som aldrig vil kunne erstattes af upersonlig automatisering, hvor godt den end fungerer.
Intet under, at der har "skåret i hjertet" på mange Jyderup borgere, at se en næsten historisk bygning blive misligholdt, som det har været tilfældet med "den gamle central", der nu står med knuste ruder og i hvert fald ikke just pynter i gadebilledet.
De nye ejere har planer parat til en ombygning, så der - og helst inden alt for længe - kan skrives et nyt kapitel af bygningens historie2

Kilder:
Kilde 1: Kalundborg Folkeblad 4. okt. 1969, side 6; Centralbestyrerinde lægger "snoren"
Kilde 2: Kalundborg Folkeblad 10. aug. 1985, side 9; Der var engang
Kilde 3: Jyderup Realskoles årsberetning 1952-54
Kilde 4: Jyderup Lokalarkiv, billede i farver af Else Olsen og damerne fra Telefoncentralen, oktober 2015
Noter:
a) Agnes Fischer har gået på Jyderup Realskole og ses fra 1918 - Realeksamen i 1924
b) Torben Brockdorf Jensen ses på Jyderup Realskole skoleåret 1956/57 (ved pt. ikke om det er søn af fru Brockdorf Jensen)



Sidst rettet 20. oktober 2015
©Jyderup Realskole